Af Louise Toftebjerg

Jeg har arbejdet med HR og personlig udvikling i mange år, og så kan man ikke undgå at møde folk, som tror på krystaller og sætter ekstra vokaler ind mærkelige steder i deres navn. Den slags er jeg SLET ikke til, men jeg har oplevet, at det er en sandhed, at kroppen husker. Ting eller traumer, som man måske har “bearbejdet” eller er “over” i rationel forstand sidder stadig i kroppen. Derfor tænker jeg yoni-mapping som en terapeutisk oplevelse.

Jeg hørte om det første gang en aften hvor mit Facebook newsfeed eksploderede en aften hvor DR2 holdt temalørdag om “Kussen” – så jeg så med, og dér var bl.a. en kvinde, som fik en yoni-mapping.

Jeg bliver genert bare ved tanken om at ’nu skal vi rigtigt udforske min yoni’ – navnet ”yoni” alene! – er dybt grænseoverskridende.. Men det handler om perspektiv. Da jeg fødte mit første barn gav de mig for meget bedøvelse, så jeg kunne ikke tisse eller gå i flere timer efter fødslen. På et tidspunkt sad jeg på wc’et og skulle prøve at tisse, og da jeg så slog en lillebitte prut sagde en sygeplejeske oprigtigt begejstret: ”Floooot!” Ting som er utænkelige i en situation kan være ret naturlig i en anden.

Skulle jeg gøre det, ville det første og fremmest handle om at have tillid til terapeuten. Og så om perspektivet – selvforståelsen. Skal jeg være modig & sej eller lade det blive ved nysgerrigheden?

Det mest grænseoverskridende er egentlig at stille sig op i ALT for damerne og tale om det i en tid hvor vores forhold til kroppen er – i min optik – blevet ret skævt. Ved at sige noget  offentligt om kønsdele bliver det hurtigt ‘lummert’ eller decideret ulækkert. Ved at “stå frem”, er det mit håb, at vi kan afmystificere de tabubelagte dele af kroppen. Bare lidt.

Fakta: Yoni-mapping er en slags vaginal terapi, som usspringer af tantramassagen.